VÆKST- OG INTERNATIONALISERINGSSTRATEGI

Selskabets vækst afhænger primært af den hastighed, hvormed FastPassCorp, Selskabets software division, indgår aftale med nye afsætningspartnere samt den hastighed, hvormed pipeline kan opbygges på de enkelte markeder. Et væsentligt element i dette er Selskabets evne til at identificere egnede samarbejdspartnere samt at få afsætningsmæssigt gennembrud i de enkelte lande. Den første produktversion af FastPass blev frigivet i år 2005 og er nu installeret hos forskellige kunder. Tilbagemeldingerne fra de første kunder, som samtidig udgør selskabets første referencekunder, har været særdeles positive. Med udgangspunkt i disse tilbagemeldinger, har FastPassCorp i foråret 2007 færdiggjort anden generation af FastPass, og en international markedsføring af produkterne er påbegyndt. Allerede på nuværende tidspunkt har Selskabets således indgået en række internationale kontrakter, herunder kontrakter i Norge Sverige, Irland og USA. Samtidig har Selskabet indgået aftale med forhandlere, som ønsker at videresælge og servicere FastPass.

Selskabets ledelse vurderer, at FastPass er i en unik position, som via samarbejdet med bl.a. Microsoft kan udbyde en sammenhængende produkt-portefølge inden for området ”Identity & Access Management”, der på enestående vis adderer værdi til Microsofts løsninger. FastPassCorp har således en teknologisk og markedsmæssig fordel, der understøttes af en række markante referencekunder.

Yderligere vurderer ledelsen, at der er et stort internationalt potentiale for produktportefølgen (FastPass). Markedet (år 2007) for løsninger inden for området ”Identity & Access Management” udgør samlet ca. DKK 400 mio. i Skandinavien, og ca. DKK 6 mia. på det nordamerikanske marked*).
*) Baseret på feedback fra IDC analytikere i København i oktober 2006 – regionaliseret split, hvor Nordamerika udgør ca. 40% og Skandinavien ca. 3% af det globale marked. Samtidig vurderer ledelsen, at markedet for denne type af IT-løsninger vokser med ca.20% årligt.